Villum – endelig 3 måneder!

Villum – endelig 3 måneder!

Hurra hurraaa HURRAAAAAA

Min lille bøf er blevet 3 måneder i dag, den 9.december. Det er en dato, jeg har set virkelig meget frem til, fordi 3 måneder er en milepæl for en baby, der betyder meget for mig og jeg har set meget frem til længe.

De 3 første måneder er klart de mest hårde og uforudsigelige, så det er rart, at kunne se fremad mod flere sjove og vilde udviklingstrin i min baby nu.

“Hvem der bare havde en lille nyfødt igen”

Jeg er ikke typen du vil høre sige “ååh hvor jeg savner dengang mine børn var søde små babyer” eller “hvem der bare havde en lille nyfødt igen”, for det gør jeg ikke og det ønsker jeg mig ikke. Jeg synes det er mere hårdt end sjovt, at have en nyfødt, så er det sagt. Hvis jeg ser nogen med en helt ny baby tænker jeg, “GODT DET IKKE ER MIG!”. Men det er jo bare mig, jeg ved mange andre eeelsker den første tid.

Villum er (7-9-13) begyndt, at blive en meget gladere dreng end han var for bare en uge siden. Fra han var 2 måneder og så næsten en måned frem har han grædt, grædt og grædt. Det er alt sammen meget normalt for alderen, nogle babyer gør det ikke, andre gør det meget.

Det har været så uendeligt hårdt, at stå i og bekræftet mig i, hvor lidt jeg duer til helt små bebser. Ikke noget med, “hvor blev tiden af?!”, nej “kom så, bliv nu større!”. Og større det er han blevet.

Villum vokser

Lidt for sjov, lavede jeg en gætteleg på Instagram i dag med Villums vægt.

Han vejede 4,4 kg ved fødslen, en dejlig lille rosin og i dag vejer han…da da da daaaaam 8,6 kg!

Tak fordi i gad deltage i min sindsoprivende gætteleg:-)

Det vil jo sige, at han har mere end fordoblet sin vægt på 3 måneder, 4,2 kg kan alligevel godt mærkes i mine arme og nakke skal jeg hilse og sige og ikke mindst i tøjstørrelserne, han bruger nu str.74, hvilket betyder, at vi har været igennem sindssygt meget babytøj allerede. (Godt at jeg har en stand hos Børneloppen i slutningen af januar!)

Kærligheds-vandfald 

Villum er en dejlig tilføjelse til vores familie, der findes ikke noget større end at se sine børn vise omsorg for en ny søskende, det er vitterlig det mest vanvittige kærligheds-vandfald jeg nogensinde har oplevet.

Villums storesøster, Vega, er jo lidt af en hård negl, hun hader kys og kærtegn og vil helst bare klare alting selv, så jeg var lidt spændt på, om hun mon ville tage godt imod en baby.

Men hun er den der har overrasket mig mest – hun kysser på Villum fra morgen til aften (vi andre får stadig ikke nogle kys) og holder øje med om vi nu passer ordentlig på ham:-)

Forleden stod jeg og vuggede ham i mine arme, for at få ham til at sove, da Vega kom ind til mig; “Ej, mor, du ryster ham, det kan han ikke lide, stop!”. Det synes jeg var så sødt (og jeg rystede ham selvfølgelig ikke, lad os lige få det på det rene!).

Der kan godt opstå lidt konkurrence mellem Vega og Viggo med hvem der holder Villum mest eller hvem der sidder tættest på Villum, men det tænker jeg aftager med nyhedsværdien i en baby og han vil blive en mere og mere naturlig del af vores familie.

Lige nu nyder jeg bare, at min baby ikke græder hele tiden, men laver sjove ansigter, smiiiiiler, siger “agryyyy”, synger med på Lille Peter Edderkop og har fundet de der hænder for enden af de søde tykke arme, der bliver ved med at slå ham i hovedet:-)

Glædelig 3 måneder Villum!

Keep them coming! 

 

Genbrug til baby

Genbrug til baby

(For en god ordens skyld – dette er ikke et sponsoreret indlæg)

Villum var jo en uventet gave til vores familie, vi troede jo ikke der skulle komme flere børn, så vi er startet fuldstændig forfra med Villum på alle måder. Vi havde intet til en baby, alt var for længst givet væk eller solgt fra Viggo og Vegas babytid, så for at vi ikke skulle til at bruge et større milionbeløb på babygrej, har jeg denne gang gjort brug af genbrug langt mere end ved de to første.

Børneloppen

Jeg har været alene denne weekend (læs her), så jeg så mit snit til, at komme ud til Børneloppen for at kigge på ting til Villum. Jeg har prøvet, at være der med Vega, dårlig idé, for det blev en dyr omgang:-) Hun kunne jo blive ved med, at finde ting derude som liiige skulle med hjem.

Min plan var, at finde tøj i størrelse 80, som er hans næste størrelse. Det lykkedes til dels for der opstod selvfølgelig mange behov da jeg først stod derude, men fik alligevel kun købt ting som vi rent faktisk manglende, bravo Mia!

Jeg har selv booket en stand derude til i slutningen af januar. Jeg har haft en stand før og det er så fantastisk dejligt ikke, at skulle lave 200 forskellige aftaler om køb og afhentning med mødre, diskutere nedslag i pris og så slet ikke for at tale om alle de afbud man får fra købere der ikke lige kunne komme og hente den der body til 10 kr. alligevel…gisp! Børneloppen it is!

Mine køb

En tyk sengerand fra Cam Cam (ny pris omkring 600-700 kr.) købt for 150 kr.

Til tremmesengen når han snart skal ud af sin lift, som han også sover i om natten.

Et par helt nye badeblebukser fra Splash About (nypris omkring 130 kr.) købt for 40 kr.

Så nu er Villum klar til at komme i svømmehallen for første gang!

En termotaske til sutteflasken fra mam (nypris omkring 100 kr.) købt for 30 kr.

Uundværlig på tur når man har et flaskebarn!

Ce la vi vind- og vandtætte overtræksfutter (nypris 100 kr.) købt for 30 kr.

Perfekt til det kolde vejr der er på vej.

Prikkede forede bukser fra Zara (Nypris omkring 99 kr.) købt for 15 kr. og blå sweatpants fra Molo (nypris omkring 99 kr.) købt for 10 kr.

Helt ny heldragt fra Katvig (nypris omkring 170 kr.) købt for 30 kr.

Ny mintfarvet body fra H&M (nypris 69 kr.) købt for 20 kr.

Natdragt fra Joha (nypris omkring 169 kr.) Købt for 7 kr.

Babydundyne (nypris 250 kr.) Købt for 20 kr.

Vi mangler en ekstra dyne til Villum og her er det jo perfekt med genbrug.

Barnevognspude fra Babylab (nypris 399 kr.) Købt for 93,75 kr. (der var 25% på alt på standen)

En barnevognspude er rigtig god til når de må sidde op ved 6 måneders alderen på turene i barnevognen.

Cirkeline barnevognsrand fra Krea (Nypris omkring 150 kr.) købt for 25 kr.

Jellycat stofbog (nypris 140 kr.) købt for 30 kr.

Lamaze pirat (nypris 199 kr.) købt for 15 kr. og Lamaze abe (nypris 170 kr.) købt for 20 kr.

Fordi babyer ikke er nede med douche-farvet legetøj, måske gør det lidt ondt i øjnene for forældre at se på det mindre kønne legetøj fra Lamaze, men min erfaring er at babyerne ELSKER det!:-)

UDREGNINGERNE 

Det hele var blevet omkring 2.749 kr. hvis jeg havde købt det fra nyt, men det gjorde jeg ikke, så det blev kun 535,75 kr.

( Der var altså 2.258,25 kr. at spare, fordi jeg ikke havde noget imod noget af det var brugt).

 

  • PS: inden der er nogen der spørger, jeg køber kun brugte ting som kan vaskes, alt bliver vasket, inkl. legetøj inden Villum får det:-)

 

 

 

 

 

 

Min mand har gjort det igen!

Min mand har gjort det igen!

Klokken 14 i dag var halvdelen af hjemmet pakket ned i en bil med mine tre børn på bagsædet. Og bilen kørte…uden mig!

De gode to-do-lister

Min mand er simpelthen taget med hele børneflokken på weekend hos hans forældre i det dejlige Sjællands Odde og nu sidder jeg og laver en lille to-do-liste over weekenden, ikke sådan en -‘vaske tøj, handle, rydde op, svare på forældreintra mails’ kind of to-do-liste, men snarere en ‘hvor skal jeg bestille take away fra og hvilke serier skal jeg binge watche på hayu’-slags to-do-liste.

Den ekstroverte mand med den introverte kone 

Det er virkelig ikke med min gode vilje, at jeg skal undvære Villum til på søndag, men min mand ved hvor dårlig jeg er til at bede om noget og hvor meget mit hoved har brug for dvaletilstand.
Min mand lader op ved at tage ud og være social, feste osv. og elsker det, og jeg elsker, at han gør det og kommer glad hjem.

Jeg derimod lader op alene, helt alene.
Da Vega var 6 uger og jeg havde fødselsdag sendte min mand mig på et ophold på Hotel Bella Sky, heeelt alene, så jeg kunne få en pause fra vores lille kolikbarn.

Det var verdens bedste gave og hermed givet videre til andre forældre.

Jeg har været oppe 7 gange i nat, ja men jeg skiftede 3 lortebleer!
Man skal unde sin partner søvn og alenetid, også når man selv er allermest træt, det må være vores opskrift på, at vi efter 13 år og 3 børn stadig er sammen, for det kan hurtigt blive en sur konkurrence om hvem der er mest træt, hvem der har skiftet flest lortebleer eller har tømt opvaskeren flest gange og så videre og så videre.

Der er ikke meget tid til, at se hinanden dybt i øjnene og romantiske stunder med en baby i huset (og to andre børn!), så den mest romantiske gestus, man kan give mig er alenetid!

Så når min mand siger “jeg tager lige alle børnene med til mine forældre i weekenden skat”, så er det fandme kærlighed.

Det er uselvisk, for der ér virkelig meget, at se til med tre børn, lad os være ærlige, så vi er også meget tydelige overfor hinanden når det kommer til forventningerne til hinanden efter Villum er kommet til i vores lille familie.
Det er okay, at ikke alle dage foregår på en lyserød sky, for det er urealistisk og sætter pres på et parforhold, så lige må romantikken vige for ro og overskud til vores børn og aaaalt hvad det indebærer.

Pas på hinanden og på kærligheden, det kan gøres på mange andre måder end dyre middage og romantiske ophold, det kan være noget så simpelt som at smøre en madpakke, ignorere den irriterende bunke tøj din mand laver dag efter dag eller at tilgive for, at man vrissede lidt den morgen hvor man ikke rigtig havde sovet om natten.

Love is love.  Og lige nu er love den burger den bliver leveret lige om lidt og Keeping up with the Kardashians som kører i baggrunden.

 

Tak til mine børns far❤️

Hvad gør i for at passe på hinanden midt i børn og travlhed?

Vores julekort igennem tiden

Vores julekort igennem tiden

Jeg elsker, at sende håndskrevne julekort ud til familie og venner, på den gammeldags facon. Og når man kender PostNords leveringstid, så er det ved at være sidste udkald hvis de skal nå frem inden jul. Her er vores julekort de sidste 4 år.

2014

I 2014 fik vi lavet julekort som “photostrips” gennem Social Print Studio. De blev virkelig gode og anderledes pga. formatet, jeg kan virkelig godt anbefale den hjemmeside, selvom det er en amerikansk virksomhed og fragten derfor kan være lidt længere undervejs.

2015

I 2015 var det et sort/hvid billede af mine dengang små børn Viggo og Vega der prydede julekortet. Elsker det billede af dem.

 

2016

I 2016 troede jeg, at jeg skulle tage et sødt billede af børnene med vores køkkentrappe som kulisse, det endte med at det sidste billede jeg tog hvor jeg sagde de måtte fjolle, blev det endelige og lidt sjove julebillede:-)

2017

Sidste år havde jeg ikke forberedt et billede til julekort og var tæt på ikke at gide sende nogle ud, men endte alligevel med at vælge et billede af børnene som jeg ikke er helt vild med, men det er tanken der tæller og de nærmeste fik en hjertevarm julehilsen fra os.

2018

I år har vi også en baby, hvilket har kompliceret fototagning en del, til dels fordi vores baby ikke har været så glad den sidste lange tid, men jeg forsøgte en dag alligevel, men ingen af dem blev gode. Jeg lagde dette på Instagram for at lave sjov med resultatet og flere synes, at det var perfekt og vi skulle bruge netop det “dårlige” resultat. Jeg ved stadig ikke helt, blandt andet fordi det ikke er helt skarpt..hvad synes i, skal jeg droppe det i år?

Barselsstatus – gråd, gråd og mere babygråd.

Barselsstatus – gråd, gråd og mere babygråd.

Nu har jeg været på barsel med Villum i 11 uger og det kræver lige en status. 

De første par uger med Villum ude i virkeligheden gik jo fint, de sover og spiser jo bare de små og kræver ikke det store herudover. Jeg nåede en masse herhjemme mens han sov og fik hentet Vega tidligt fra børnehaven de fleste dage. 

Gud, hvor er det kedeligt at være på barsel…

Men så kom kedsomheden, for hold op hvor er det kedeligt at være på barsel. Jeg pusler, dikke dikker, giver mad, renser sutteflasker, putter, trøster og trøster lidt mere ooooog så starter vi forfra. Og når det så bliver eftermiddag, gør jeg det samme samtidig med, at jeg er mor til to andre børn på 9 og 5, som har hver deres behov og lige netop deres behov bliver slækket lidt på for tiden. 

Gråd, gråd og atter gråd

For 3 uger siden blev Villums gråd nemlig intensiveret fra morgen til aften. Han græder sig selv i søvn til lure og bruger flere timer med gråd om aftenen på at falde i søvn. 

Det er synd for både ham og for os andre herhjemme. 

Jeg har ærligt talt ikke meget overskud tilbage når Viggo og Vega kommer hjem og når min mand så kommer hjem fra arbejde og får kastet en baby i armene, så skal jeg til at klare alt det praktiske, som jeg ikke har kunne gøre i løbet af dagen med en ked baby…og det går igen ud over tiden med de store herhjemme. 

Av mit moderhjerte og fuck hvor er jeg træt

Der findes desværre ikke en magisk krukke med ekstra mor-overskud jeg kan tage af, det er simpelt hen nødt til at gå ud over noget og nogen og det er sandheden. 

Den sidste uges tid har Villums gråd virkelig gået mig på og stille og roligt begyndt at tage på min forstand. Jeg måtte ringe min mand hjem få timer efter han var taget på arbejde mandag, jeg magtede simpelthen ikke at trøste mere, for lige lidt hjalp det og jeg var ikke glad. 

Det kan ikke beskrives hvor hårdt babygråd i flere timer er og selv barnevognen har måtte stå parkeret for når han ligger der græder han i endnu højere volumen. Dvs. jeg kommer ikke udenfor en dør og det ved de fleste nok er opskriften på noget knap så godt med tiden. 

Babyfri

Fredag formiddag pakkede min mand så halvdelen af hjemmet ned, det så i hvertfald sådan ud, gav Viggo tidligt fri fra skole og kørte så med baby og storebror til hans forældre på Sjællands Odde hvor de blev til søndag (min mand scorer sgu top point her!). 

Mit moderhjerte nev lidt (meget!) da de kørte afsted, jeg følte mig som en virkelig dårlig mor over at lade ham køre afsted med “min” baby, men resten af kroppen tog en dyb mentalt vejrtrækning og ud over det et afsnit reality på Hayu (rigtig god medicin mod begyndende mor-hjerne) og en stor kop kaffe med sukker (ikke godt for noget men smager jo fantastisk!). 

Dernæst hentede jeg Vega og så tog vi os rigtig god tid med alt det hun havde lyst til, for de sidste par uger er helt klart gået mest ud over hende og det kan mærkes. 

Vi trængte begge to til at smelte lidt sammen igen, grine og tale sammen. 

Vega-tid

Hele natten lå hun klistret op ad mig i sengen og lørdag tog vi ind til byen (Kbh K). Vi gik i Magasin på Vegas ønske, gyngede på den lille legeplads ved Nikolaj plads, brugte flere timer inde på “Husk mit navn” tegne-udstillingen. Et tip fra mig: Gå derind (!) inden den lukker 6.januar, hvis i ikke har været der endnu.

Det var så tiltrængt at give hende opmærksomhed og kunne bruge ubegrænset tid med hende på udstillingen – der var intet der trak i os i den anden ende.

Dernæst sluttede vi af med at spise brandvarme pomfritter på julemarkedet på Højbro Plads under rytterstatuen af Absalon, mens vi bare var mor og datter og kiggede på mennesker.

Da vi frøs igen gik vi mod metroen og hjem. Det var så dejligt ikke, at skulle tænke baby og have fokus 100% på Vega. Jeg fortjener at være glad og hun fortjener en glad mor. 

Lørdag blev afsluttet med Den Store Bagedyst uden lyden af en grædende baby i baggrunden, bare Vega og jeg på sofaen med varme muffins. Da hun sov hængte jeg kalenderpakker op i køkkenet, selvom der er en uge til 1.december, så har jeg lært, efter at være blevet mor til 3, at man skal få gjort tingene mens der er tid. 

Tilbage til babygråd

Søndag eftermiddag kom alle drengene hjem igen og selvfølgelig havde Villum slet ikke grædt mens de var hos mine svigerforældre, hvilket jo var dejligt for min mand (så typisk!!).

Men søndag aften fortsatte Villum hvor han slap og vi er tilbage i gråden og den trivielle barsel, MEN tanket op på Vega-tid.

Det er mandag morgen mens jeg skriver dette indlæg i en note på min iPhone og med Villum sovende på min venstre arm. Barsel for fanden…

Viggo, Vega og Villums julegaveønsker

Viggo, Vega og Villums julegaveønsker

Hvad giver man en dreng på 9, en pige på 5 eller en lille baby?

Her kan du se et udpluk af de ønsker mine børn har til jul i år. Villum har muligvis fået lidt mere hjælp til at udfærdige sin ønskeliste end de to andre.

VILLUMS ØNSKER – BABY 

  1. En Skwish rangle, Legeakademiet, 229,95.-
  2. Toddler Copenhagen bestik, Minifin, 199,95.-
  3. Lamaze larve, Kidsworld, 299,95.- 
  4. Ficher-Price Classic Infant Trio Set, Fætter BR, 299.-
  5. Lammeskind, Bilka, tilbudspris 319,20.-
  6. Rainmaker, stor, Legeakademiet, 125.-
  7. Aktivitets-kuffert, Legeakademiet, 209,95.-
  8. Skumlegegulv Bloomingville, Royaldesign, tilbudspris 303.-

 

VEGAS ØNSKER5 ÅR

  1. Dyrlægesæt, Legeakademiet, 279,95.-
  2. FurReal Friends Torch My Blazin Drage, Coolshop, 349.-
  3. My Sweet Boutique sminke- og frisørhoved, Fætter BR, 199.-
  4. Manhattan Toy Kattemor med diende killinger, Geppel, 349,95.-
  5. Ansigtsfarve, Legeakademiet, 179,95.-
  6. LEGO Juniors 10736 Anna og Elsas frosne legeplads, Fætter BR, 229,95.-
  7. LEGO Friends 41325 HEARTLAKE CITY PLAYGROUND, Fætter BR, 349,95.-
  8. Lystavle fra SPIRE, Fætter BR, tilbudspris 96,75.-

VIGGOS ØNSKER9 ÅR

  1. LEGO 17101 BOOST Kreativ værktøjskasse, Fætter BR, 1.099.-
  2. Klassisk Spansk Guitar 36″ Juniorstørrelse, Akustisk (8-11 år), Discoworld, 350.-
  3. Logitech gaming headset, Wupti, 403.- 
  4. Laser X laserspil, Fætter BR, 399.-
  5. LEGO Dimensions: Starter Pack /PS3, Wupti, 706.-
  6. Paracon RANGER Pro Gamer Stol – Blå, Webdanes, 899.-
  7. POPP Sækkestol, Blå, Jollyroom, tilbudspris 289.-
  8. ROBLOX – KOM IND I SPILLETS VERDEN, bog, Fætter BR, 99.-

 

Håber i kunne finde lidt inspiration i mine børns ønsker. Har jeres børn lavet ønskelister?

Sidste år købte jeg julenattøj til Viggo og Vega og det var et stort hit, så i år har jeg naturligvis gentaget succesen og denne gang er der jo et barn mere. Det er så hyggeligt, glæder mig til de mange decembermorgener med mine julebørn.

Nattøjet er købt hos Next. Det to-delte kan det købes her og fåes i størrelse 9 måneder-12år og koster mellem 89-134kr. Babynatdragten i samme mønster findes her og fåes i størrelse 0-2år og koster mellem 62-72kr.

Del 2 -Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Del 2 -Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Del 1 kan du læse her.

Da graviditeten med Villum ikke var planlagt, vidste jeg heller ikke hvornår jeg var blevet gravid. 

Jeg bestilte samme dag en scanning for at få et hurtigt svar, for jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville gøre.

Lige så snart at scanningen gik igang, kom en meget tydelig lille blop frem med vinkende arme og ben og så var beslutningen taget. Selvom jeg godt var klar over, at det måske ikke var verdens bedste idé med flere børn, så kunne jeg aldrig afslutte en graviditet med noget der allerede lignede et barn. 

Jeg var i starten skræmt over at være gravid og var til ugentlige samtaler hos min læge for at holde øje med symptomer på depression, som jeg var sikker på ville komme. 

Der gik lidt tid, før vi fortalte de nærmeste om graviditeten. Jeg var flov over, at være blevet uplanlagt gravid, hvor vanvittigt det end må lyde. 

Derudover følte jeg, at det var uforsvarligt over for mine børn, at jeg nu ville risikere, at blive syg igen og det fyldte rigtig meget i starten. 

“Særligt sårbar gravid”

I lægeligt regi blev jeg blev tilknyttet gruppen “særlig sårbare gravide”, som giver lidt flere jordemodersamtaler med en erfaren jordemoder indenfor det psykiske spektrum, men derudover er det ikke anderledes end for andre gravide. 

Jeg ønskede en forebyggende behandling og blev indkaldt til en psykolog, som måtte meddele mig, at der ikke fandtes forebyggende behandling for gravide der før havde haft fødselsdepressioner og fordi jeg ikke havde depressive symptomer, kunne de ikke henvise mig videre. 

Det er noget jeg har nævnt til alle jordemødre og fødselslæger på min vej, for det er en stor fejl i min optik! Hvorfor skal man være syg før man kan få hjælp? Jeg kunne have haft god hjælp ved eksempelvis at have været i en gruppe med andre sårbare gravide, det er nemlig rigtig rart at vide, at man ikke er alene.

Det gjorde til gengæld også, at jeg virkelig hankede op i mig selv. 

Jeg ville for alt i verden ikke blive syg igen! 

Samtalen med jordemoderen

Den første jordemodersamtale gjorde en forskel for mig.

Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg jo havde været igennem en kæmpe udvikling og været i behandling i 3 år. Jeg var et helt andet sted end ved mine to første graviditeter, det behøvede slet ikke være tilfældet, at jeg fik en fødselsdepression igen. 

Den tanke holdt jeg fast i. Før havde jeg kørt rundt i den negative spiral og sagt til mig selv, “nu er jeg gravid, ergo bliver jeg syg”. 

Men det krævede, at jeg fik den vendt, jeg behøvede jo ikke at blive syg! 

Det er jo lettere sagt end gjort og kun fordi jeg havde et langt behandlingsforløb bag mig, kunne jeg hive fat i de mange værktøjer jeg havde lært. 

Denne gang kendte jeg symptomerne på forhånd. Til forskel fra Viggos og Vegas graviditeter, var jeg også ærlig omkring min psyke og det har gjort en forskel, ikke at lægge skjul på nogle følelser. 

Det hele blev jo lidt udfordret af en svær graviditet i de sidste måneder, jeg havde polyhydramnios og kunne på grund af den ekstra store graviditet næsten ikke gå, ligge eller sidde. Men psyken den holdt…liiige indtil fødslen (som du kan læse del 1 af her og del 2 her). 

Efterfødselstiden – at rejse sig efter et akut kejsersnit

Mandag formiddag, efter fødslen om søndagen, stod to læger på min stue. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke sovet siden natten til søndag og var (blandt andet) meget smerteplaget. Jeg sagde ærligt hvordan jeg havde det, ad helvedes til (!) og de kendte tydeligvis min baghistorie. 

I løbet af en halv time var jeg rykket til et andet rum, en enestue og der kom en og sad hos mig, så jeg på intet tidspunkt var alene. 

Selvom jeg godt selv vidste jeg ikke var selvmordstruet eller ville gøre Villum noget, var det rigtig rart, for så behøvede jeg ikke bekymre mig og det var fantastisk at mærke hvordan de tog situationen og mig seriøst. 

Nej tak til amning

Der blev ret hurtigt taget en beslutning om, at jeg ikke skulle amme, selvfølgelig var beslutningen i sidste ende min, men det fungerede ikke med Viggo eller Vega og jeg fik en snak med en jordemoder om hvordan en kamp med netop amning kan være ekstra belastende for “en som mig”, med stor risiko for depressioner. 

Så for Villum og min skyld valgte jeg det fra fra starten af. Jeg skulle ikke presses yderligere.

Det ét af mange bevidste valg jeg tager for mig selv, fordi jeg ved, at jeg ikke kan håndtere store belastninger særlig godt i længere tid. 

Lige med hensyn til at vælge amning fra, viste det sig også ret gavnligt, for jeg kunne ikke rigtig holde ham den første lange tid, fordi det gjorde ondt og jeg var stort set sengeliggende de første 3 uger, hvilket også gjorde, at min mand ikke kunne tage tilbage på arbejde efter de 14 dages fædreorlov. Min mand blev simpelthen Villums primære dag og nat. 

“Tilpasnings reaktion”

Tro ikke, at det ikke har kostet virkelig mange tårer, men der kom ikke i nærheden af de tanker som har kredset om mig før. Min psykolog kalder min tilstand for en “tilpasnings reaktion” efter fødslen. Alle i mit sted ville have syntes det var hårdt efter det forløb og det er helt okay og ikke nogen depression. 

Så selvom tårerne var mange den februar morgen, og jeg faktisk havde god grund til at mærke angstens kolde sved, blev min tredje graviditet den letteste psykisk, men hårdeste i fysisk forstand.

Tak fordi du er min nu Villum.

PS: vi skal IKKE have flere børn! Jeg er også blevet anbefalet ikke at blive gravid igen før om 2 år pga. kejsersnittet, og så er jeg sgu for gammel alligevel:-) 

Vega spurgte mig i dag, “vi skal ikke have flere babyer, vel?”. 

Jeg svarede, “nej, det skal vi ikke.” “Hvorfor spørger du, vil du ikke have flere babyer derhjemme?” 

Vega svarer så, “Nej, for så kommer jeg til at savne dig. For så skal du lang tid på hospitalet”. 

Og det er en rigtig god grund, mor skal have det godt og være derhjemme. Ikke mere hospital. 

___________________________________________________________________

Har du gentagende negative tanker om din graviditet eller om dit barn, så tøv ikke med at tage kontakt til din læge eller få en til at gøre det for dig. 

Det er helt normalt, mere end 6% af kvinder får fødselsdepressioner og det tal er kun ud fra dem som henvender sig, det er en sygdom og ikke dig der er noget galt med. 

Del 1 – Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Del 1 – Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Da graviditets-testen viste to streger en tidligt februar morgen, stod tårerne ud, ikke på grund af lykke, men af bekymring. Børnene sov stadig. Dagen før havde jeg købt en graviditets-test og lagt i skabet på badeværelset og planen var, at jeg ville stå op før resten af familien og tage den næste morgen. 

Klokken var 6 om morgenen da jeg tog testen og lagde den ved siden af vasken, vaskede mit ansigt og skimtede lige ned, der var allerede to synlige streger! 

Blodet løb gennem kroppen og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte pludselig hamrede inde bag min brystkasse. 

I december var jeg stoppet med p-piller og jeg ventede på, at jeg kunne få sat en spiral op. 

Men da det blev start februar og der endnu ikke var sket noget i min cyklus, ville jeg faktisk bare tage en test for at kunne fortælle min læge, at den var negativ. Så da den viste et positivt svar blev jeg faktisk ret overrasket, for det var jeg slet ikke forberedt på. 

Jeg gik ind og vækkede min mand og fik ham ud på badeværelset. Jeg kunne næsten ikke få ordene ud gennem tårerne, jeg var så ked af det. 

Jeg viste ham testen og sagde, jeg var gravid. “Det løgn! Yes hvor fedt!”, var hans svar, mens jeg stadig hulkede.

Min virkelighed er den, at jeg under Viggos graviditet fik en depression, som ikke blev bedre efter fødslen, jeg havde forfærdelige tanker om at afslutte graviditeten samtidig med, at jeg glædede mig til at blive mor, dét er ikke noget man siger højt. Men der var ikke rigtig tid til at gøre noget ved det synes jeg, jeg fik et barn med et handikap der krævede mit overskud, en mand i krig og et kandidatstudie der også lige skulle ordnes.

Da jeg så blev gravid med Vega, fik jeg det endnu værre end med Viggo og var sygemeldt næsten fra første uge af graviditeten. Igen var graviditeten fyldt med dobbelte følelser, jeg kunne stå og kigge på pigetøj og glæde mig over, at skulle have en datter og det andet øjeblik ønskede jeg at hun ikke skulle blive født. De skamfulde tanker blev værre og værre med tiden mod termin.  

Da hun blev født, fik jeg en slem fødsels-depression, som jeg i halvandet år forsøgte at skjule for mine omgivelser, inklusiv min mand. 

Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke se hvordan der skulle være tid til, at jeg skulle være syg, på grund af min mands arbejdssituation på det tidspunkt. Hvem skulle tage sig af børnene hvis jeg ikke kunne? Hvad ville han sige til de tanker jeg gik med, ville nogen komme og tage mine børn fra mig hvis jeg var ærlig, for man må ikke have dårlige tanker om sine børn. Jeg skammede mig over det og var ikke i stand til at se, at det var sygdommen og ikke mig.

Det er utrolig hårdt, at lade som om, at man ikke er syg og en dag magtede jeg simpelthen ikke mere og jeg måtte indse, at det var uforsvarligt for børnene, at være (så meget) alene sammen med mig. Tvangstanker fyldte hele min dag og jeg kæmpede en umulig kamp om at holde facaden og være mor for mine to små børn. 

Da jeg endelig blev sygemeldt, gav jeg op og lod jeg mig falde så dybt som man kan – jeg åbnede for noget der ikke ville kunne lukkes igen, uden en behandling. 

Men selvom jeg burde være blevet indlagt, nægtede jeg stadig, for jeg kunne ikke få mig selv til at tage væk fra mine børn. 

Gravid med Viggo, Vega og Villum.

Set i retroperspektiv, ville det jo have været godt med en intensiv indsats i starten af min sygdom. Men det er svært at tage gode beslutninger for sig selv, når man er syg.

I 3 år har jeg været i behandling over forskellige perioder, for at nå dertil, hvor jeg var den dag hvor jeg stod på badeværelset med endnu en positiv graviditets-test. Jeg var nået til et liv hvor jeg var tilbage i en normal hverdag med arbejde og fri for symptomer. 

Så der stod jeg med koldsveden løbende ned af ryggen og angsten krybende, for i mit tilfælde (og rigtig mange andre kvinders), er en graviditets-test ikke kun den rene lykkerus. Frygten for nu at skulle tilbage til “square one”, var langt større end glæden ved at et nyt liv spirrede i min mave.

Læs med i del 2 hvor jeg fortæller om Villums graviditet og efterfødselsforløbet.

Vi drømmer om at flytte ud af byen…

Vi drømmer om at flytte ud af byen…

…er en sætning, jeg aldrig troede skulle komme ud af min mund, men det gjorde den.

Første gang jeg luftede tanken for min mand var i julen, altså for snart et år siden. Vi har ofte talt om, at vi trængte til mere plads herhjemme, vi bor på 96 kvm, hvilket jo ikke er den mindste lejlighed i vores område, men alligevel heller ikke rigtig mange kvadratmeter og med kun to reelle soveværelser er vi 2 i underskud nu.

Jeg havde pludselig fået en trang til luft omkring mig og til at komme tættere på havet, aner ikke hvor det kommer fra for jeg er født på Frederiksberg og det længste jeg har været væk fra centrum er Brønshøj, hvor jeg boede fra jeg var 8 år og hvor jeg også fik min første lejlighed, som 18 årig på Løvetandsvej.

Jeg har aldrig skulle gå mere end 50 meter for, at komme til en bus eller mere end 100 meter for at handle i Netto.

Nu bor vi endda i det kvarter jeg er født i og boede de 8 første år af mit liv, Svømmehalskvarteret på Frederiksberg, det kunne da næsten ikke blive mere trygt…eller hvad?

I alle de 7 år vi har boet her har der været metrobyggeri (næsten) lige ude foran vores dør, vi har glædet os til at den skulle åbne. Nu hvor der er nedtælling til, at kunne bruge den vil jeg fandme væk herfra! Hvad tænker jeg på?

Nå, men den jul satte vi os ned og så gik simpelthen sådan til værks, at vi åbnede for Google maps og kiggede på alle byerne op langs kysten hele vejen op til toppen af Sjælland. Herefter kunne jeg gennem Boliga se hvad huspriserne lå på og sådan gik det til, at vi “faldt over” en by, en by som vi også besøgte under vores sommerferie og som fuldstændig har vundet vores hjerter.

Tænk hvis man boede tæt på dette hver dag.

Hvis vi skal væk fra Frederiksberg og sælge en andelsbolig, som vi aldrig vil kunne få tilbage, skal det være til et sted med en god skole, som skal være i gå-afstand fra huset, der skal være alle fornødenheder, så man ikke skal køre til alting, bus og togforbindelser, der skal være et tæt og godt lokalsamfund OG vandet, der skal være vand, havet selvfølgelig det er et must.

De sidste par år kan jeg mærke, at det har gået mig på, at bo så tæt som vi gør.

Jeg kan følge med i hvornår genboen, den lokale punker, har fået ny kæreste og hvis man er heldig også hvornår de har “hyggeaften” på sofaen, eller når naboen holder tøseaften og 10 piger synger med på Nik og Jay mens jeg prøver at putte mine børn.

Nogle synes det er en del af charmen ved at bo i byen, jeg er ærlig talt lidt træt af det.

Vi og børnene har rigtig mange venskaber i vores gård og det er dejligt, det er hyggeligt men…jeg kunne også godt tænke mig dage hvor jeg kunne gå ud i min egen have og selv bestemme, om jeg vil tale med nogen eller høre på andre børn, mine 3 børn larmer rigeligt i sig selv. Åh jeg lyder som en gammel sur dame, det er jeg måske også..:-)

Hvorfor er vi så ikke flyttet endnu? Jamen så var der lige en (uventet) positiv graviditets-test og vi besluttede, at en ny baby var rigelig omvæltning for Viggo og Vega, at skulle forholde sig til. Vi ville lige få lillebror og falde til med den nye tilværelse med 3 børn før vi gjorde mere…

I mellemtiden har vi holdt øje med om HUSET kommer til salg og jeg er spændt på om vi tør, tør at ændre på vores liv, flytte børnene ud af deres trygge base, børnehave, skole og venner. Der er mange ting vi skal være helt sikre på, for hvis vi skal rykke Viggo ud af hans skole, så skal vi også være sikre på, at det der venter er bedre, bedre for ham og os. Åh der er mange tanker og bekymringer, hvordan ved man, om det vil blive godt og tænk nu hvis børnene ikke vil blive glade for det, så kan man jo ikke bare lige flytte tilbage.

Måske har vi allerede et drømmehus i kikkerten.

Hvorfor er det, at man ikke tør noget mere, vi lever én gang, det er ikke fordi vi får flere forsøg og i næste liv kan prøve at bo på landet, det skal jeg huske mig selv på; jeg skal turde, at gøre nogle flere ting af det jeg går og drømmer om, drømme kan godt blive til virkelighed og jeg vil ikke se tilbage på et liv hvor jeg ikke turde søge dem. Men det er jo nemmere sagt end gjort, når man har 3 børn der også skal med og JEG er den voksne der skal have styr på det:-)

Lad mig endelig høre fra jer hvis i er flyttet fra byen til en mindre by, mere landlige omgivelser og hvad det har givet jer? Har i fortrudt eller er det blevet som i havde drømt om?

Vi drømmer natur lige ude foran døren.

Villums fødsel del 2: FØDSLEN

Villums fødsel del 2: FØDSLEN

Fortsættelse. Har du ikke læst del 1 så læs her først.

 

Vi er i fødemodtagelsen, det er søndag, og vi venter på, at jeg skal have fjernet ballonkateteret, så fødslen kan blive sat igang ved at vandet tages…

Min mand går ud til kontoret hvor jordemødrene sidder og tager en snak med dem om forløbet og at nu skal der ro på tak.

Han beder dem tage det roligt og give os en ærlig udmelding og at der ikke skal skyndes på noget nu, nu skal det gøres ordentligt, vi er begge berørte og bekymrede efter gårsdagens forløb. Og det hjælper!

Der går ikke mange minutter, så kommer en jordemoder ind og siger vi kan få lov til at få en fødestue at vente på, der er mere ro på fødegangen end modtagelsen, siger hun. Det er lige præcis det der skal til.

På selve fødegangen er stemningen helt anderledes og rolig. Vi får en stue og omkring kl.12 kommer vores tildelte jordemoder ind.

Hun forklarer, at vi venter på hendes kollega, da de skal være to når hun tager vandet.

Den anden jordemoder kommer.

Hun sætter sig op på sengen ved min mave og skal ”holde” Villum mens vandet stille og roligt bliver taget.

Det må ikke gå for hurtigt, for de håber at kunne dirigere Villum på rette vej.

Klokken 12.20

De gør klar, jeg forsøger at slappe helt af, selvom det er meget ubehageligt, at hun holder hårdt om min mave (Villum). Jordemoderen fjerner ballonkateteret og tager vandet, det siver ud, der kommer meget fostervand, der kommer mere og det bliver ved. Jeg kan nu mærke det varme vand under min ryg. En stor pøl begynder at brede sig på gulvet.

De tilkalder hjælp til at få tørret det op. Kvinden der kommer ind gør store øjne over mængden af fostervand på gulvet. Hun tørrer op og så kommer der en kæmpe skylle mere! De vurderer 3 liter er løbet ud. Det hele er lidt komisk og stemningen løfter sig og det er lige hvad jeg har brug for på dette tidspunkt.

Jeg får lov til, at komme op og kan med det samme mærke en let følelse i kroppen efter de mange liter fostervand er ude af min krop.

Jeg går ud og stiller mig under bruseren og hver gang jeg træder ud, har tørt mig og min mand hjælper mig i nettrusserne kommer der en skylle fostervand mere. Efter to gange, beslutter vi, at jeg bare skal stille mit lidt ved sengen med et underlag på gulvet og lade det sive.

Det er skønt at få grinet lidt af situationen. Med Vegas fødsel gik der halvanden time fra de tog vandet til hun var født, så jordemoderen stod klar til en lynfødsel og jeg tænkte, at snart er jeg på vej hjem igen…

Klokken 14

Helt stik imod mine forestillinger sker der intet. Absolut intet! Jeg står op og går rundt i håb om, at hjælpe noget på vej, der kommer ikke skyggen af en ve. Jeg spørger jordemoderen hvad hun synes jeg skal gøre, hun siger jeg skal slappe af og tro på at veerne nok skal komme.

Hun beder min mand og jeg om, at ligge os sammen op på sengen og høre lidt musik, få krammet og så vil hun lade os være alene lidt. Den ordrer tager vi imod og selvom det ikke gav veer, så gav det os en ro vi havde brug for efter de fortløbende dage.

Klokken 15

Jordemoderen kommer tilbage og fortæller hendes vagt er slut og den nye jordemoder kommer om lidt.

Jeg begynder, at miste troen på, at det her bliver en hurtig fødsel alligevel. Den nye jordemoder tager over, hun tilbyder mig et klyx, hvilket jeg siger ja tak til og sender min mand ud efter kaffe imens, den del vil jeg gerne gøre alene.

Klokken 15.40

Der er ingen veer og jordemoderen foreslår nu ve-drop. Jeg har hørt meget forfærdeligt om ve-drop og alt i mig skriger nej, men samtidig vil jeg jo gerne have det her barn ud og det sker jo ikke uden veer.

Ve-drop sættes til. Der går nok 15-20 minutter før jeg begynder at mærke noget. Jeg står op og læner mig ind over den hævede seng og trækker vejret fint gennem de første veer. Min mand masserer min lænd under veen og det føles så godt.

Klokken 16

Der bliver skruet op for ve-droppet.

Klokken 16.40

Nu begynder veerne at gøre ondt, i en sådan grad, at jeg råber desperat efter epidural, hvilket jeg ellers havde frabedt mig. Veerne intensiveres og jeg kan slet ikke følge med. Jeg ikke bare råber, men skriger mig igennem dem og knuger min stakkels mands hånd. Jeg forstår ikke hvad der sker, hvorfor det gør SÅ ondt.

Klokken 16.50

Anæstilægen kommer ualmindelig hurtigt på stuen og får lagt epiduralen. Den virker efter lidt tid. Aaah tænker jeg, nu skal det nok gå.

Klokken 17.10

Pludselig strømmer smerterne ind over min krop igen. Der bliver skruet op for epiduralen. Det hjælper ikke! Jeg skriger og skriger af smerte til trods for, at jeg får max epidural. Jordemoderen virker fortvivlet. Jeg får tilbudt en maske med lattergas, som jeg ikke giver slip på igen.

Klokken 17.25

Jordemoderen undersøger mig indvendigt da hun synes det lyder som om at jeg presser. Jeg aner ikke selv hvad jeg gør for at være ærlig.

Jeg er 8 cm åben. Men…”der er helt tomt i dit bækken” husker jeg at hun siger, for det studsede jeg over. Hvad fanden mener hun?!

Smerterne er nu så voldsomme, at jeg skriger, at hun skal slukke for ve-droppet lidt. Det gør hun.

Hun vil have mig i en anden stilling, på knæerne, for at prøve at få Villum til at rykke sig rigtigt ned i bækkenet. Men jeg kan ikke, for epiduralen har fuldstændig lammet min venstre side. De er tre mand om at rulle mig om på siden i stedet for.

Klokken 17.45

Ve-droppet tændes igen. Jeg overmandes af en smerte jeg dårlig nok kan beskrive med ord. Noget af det sidste jeg husker er, at jeg skriger ind i lattergasmasken mens jeg tænker, at det her dør jeg af, det kan jeg ikke overleve, denne her slags smerte dør man af. Det er noget af det mest sindssyge jeg nogensinde har oplevet, at få både epidural og lattergas, men alligevel føle hver en smerte fra min krop. Selv min mand var bange for, at jeg var ved at stå af. Jeg har født to gange før og ved godt hvad presseveer er, men det her var langt værre. Jeg skriger konstant og så…

Klokken 18.30 (cirka)

Herfra og to timer frem, lukker min bevidsthed ned. Jeg har et fuldstændigt black out, et sort hul i min hukommelse, som jeg ellers kun kender det fra store mængder alkohol.

Jeg er overbevist om, at det er min krops forsøg på at skåne mig, det er ren overlevelsesinstinkt.

Smerterne var så overvældende at min krop lukkede ned. Jeg kan INTET huske, INTET. Efter fødslen taler jeg med en jordemoder som forklarer at hun godt har oplevet det før og det simpelthen er kroppens måde at passe på én på. De næste to timer er derfor gengivet ved hjælp fra min mand:

Klokken 20.40

Jeg får meget høj feber og CTG viser at Villums hjertelyd er påvirket. Lægen bliver tilkaldt. Jeg husker intet.

Klokken 20.50

Fødselslægen kommer ind på stuen. Undersøger mig og beslutter at scanne mig for at se helt præcist hvordan Villum ligger. Jordemoderen havde ret, han står i “høj lige stand”, helt skævt med hovedet helt nede i min hofte. Lige meget hvor længe og hvor meget jeg havde presset var han ALDRIG kommet ud den vej. Det giver samtidig svaret på hvorfor jeg har så mange smerter. Hans hoved banker ved hver ve ned i min hofte. Det er mærkeligt, at få det her af vide bag efter, at der har stået nogen og blandt andet scannet mig uden jeg har noget hukommelse om det.

Der bliver taget en hurtig beslutning pga. min feber og Villums påvirkede hjertelyd. Han skal forløses ved et kejsersnit nu. Og så går det stærkt.

Klokken 21.10

Her begynder jeg huske fra igen. Jeg husker fra da jeg bliver kørt ud af fødestuen og hen mod operations stuen. Jeg ved på det tidspunkt ikke hvorfor før vi kommer ind på operationsstuen og mit hoved begynder at virke klart igen, jeg skal have et kejsersnit NU. Jeg er totalt forvirret. Hvorfor skal jeg nu det. Jeg begynder at ryste voldsomt og får noget medicin mod rystelserne så jeg ligger stille.

Klokken 21.18

Begynder de på kejsersnittet.

Da de ligger første snit i livmoderen kommer der et springvand op af fostervand. “Pas pååå!” Råber anæstesilægen og fødselslægen undgår at blive badet i fostervand. Der var åbenbart mere end 1 liter tilbage inde hos Villum.

Da de åbner for livmoderen sker der desværre det at der kommer en revne ned af i livmoderen fra snittet og under blæren, som komplicerer det lidt og godt kan være skyld i de mange smerter jeg har i ugerne efter.

Jeg kan huske jeg spørger min mand hvorfor jeg får kejsersnit, jeg er totalt forvirret.

Klokken 21.39

Enogtyve minutter i ti den niende i niende totusinde og atten bliver Villum født, ud gennem mit maveskind.

4400g og 53cm.

De viser mig ham og spørger om jeg vil have ham op på brystet. Jeg er i totalt chok og får sagt nej. Jeg kan slet ikke overskue noget lige i det øjeblik, alle de dage og hele fødslen har været traumatisk, nu kommer forløsningen og jeg har intet tilbage i mig… jeg ved jo heller ikke at der vil gå over 7 timer før jeg holder ham for første gang.

Da de tager moderkagen ud viser det sig, at den er lige så stor som ved en tvillingegraviditet, Villum har haft det godt. Jeg mister lidt mere end 1 liter blod, hvilket godt kan mærkes i ugerne efter.

Børnelægen undersøger Villum mens jeg bliver syet sammen igen. Han har fostervand i lungerne og bliver videreført til neonatal, min mand går med.

Klokken 22.10 (cirka)

Jeg kommer på opvågningen, uden min baby. Den aften og nat er der 7 akutte kejsersnit, hvilket er helt uhørt mange, i følge jordemødrene. Der er ikke andet end barnegråd på hele opvågningen og mens ligger jeg med den tommeste følelse uden min baby. Der er problemer med mit kateter, sygesplejerske kan ikke få det til at virke og gang på gang giver de mig væske i droppet. Jeg må ikke komme hen til Villum før de har set, at min blære fungerer. Jeg sover på intet tidspunkt, pga. smerter og pga. alle de nyfødte der er rundt om mig, som jeg ikke kan se, men høre.

MANDAG Klokken 05

Endelig virker urinkateteret og min blære bliver tømt og jeg må komme op på barselsgangen.

Jeg beder med det samme jordemoderen om, at få lov til at komme op på neonatal, så jeg kan se min søn. Portøren kommer kort efter. Jeg bliver ikke glemt, der kommer rent faktisk en portør som lovet…

Jeg får Villum i mine arme for første gang.

Klokken 11.30

Bliver Villum udskrevet fra neonatal efter at have fået c-pap og sonde. Her begynder efterfødselsforløbet, som også er en historie i sig selv, hvis man følger mig på Instagram, vil man kende til nogle af udfordringerne i ugerne efter.

Men Villum, min Villum har det godt, alt er godt.