Hvorfor blev vi gift? Genudsendelse

Det lyder måske underligt, ”hvorfor blev vi gift”, de fleste vil forvente, at man gifter sig af kærlighed, fordi man vil leve sammen til døden en skiller og gerne vil give hinanden et løfte på det.

Jeg havde selvfølgelig aldrig giftet mig med min mand hvis jeg ikke elskede ham, men ægteskabet kom sig ikke af en afsindig lyst til det helt store bryllup efter et romantisk frieri. Nej, det startede sådan her…

Vi havde kendt hinanden i 2 år, jeg var 23 år, min mand 22. Vores forhold havde ikke sådan helt støtte fra hans familie for at sige det mildt. De fleste følgere af min Instagramprofil vil vide, at vi ofte er hos mine svigerforældre på Sjællands Odde, men sådan har det ikke altid været. Der var lidt startvanskeligheder… Jeg vil ikke hænge dem ud her, for det er min mands forældre, vi har kontakt igen og de FORGUDER vores børn, det er vigtigst, punktum. (Måske har de også med tiden fundet ud af, at jeg ikke er så slem)

I 2007 ventede der min mand endnu en udsendelse, denne gang til Afghanistan. Vi boede sammen, i hans lejlighed og det mildest talt dårlige forhold til hans forældre fik os til at søge råd hos en advokat.

Hvis det forfærdelige skulle ske, at han skulle miste livet ville jeg stå tilbage med ingenting, jeg ville skulle flytte ud fordi hans forældre ville få arveretten til ALT. Vi sad i maj til møde med advokaten og her er hvordan det gik til:

Advokat: Har i overvejet at gifte jer, så vil der ikke opstå problemer hvis Adam skulle dø.

Adam: (Kigger på mig) Øhm…skal vi gifte os?

Mig: Ja, okay.

Det var sådan frieriet gik til… Så enkelt kan dét gøres.

Det føltes helt rigtigt at gøre, selvom vi var unge. Adam skulle udsendes i starten af august, så vi fik travlt. Jeg tog op på Københavns Rådhus og trak et nummer, det blev min tur. Her oplyste de hvilke dage der var ledige og så blev det den 13.juli 2007, FREDAG den 13.juli for det ikke skal være løgn. Det var der ikke noget særligt romantisk i. Det romantiske for mig var hans tillid og ønske om at sikre mig i fremtiden, pyt med alt det andet.

Vi holdt en lille intim bryllupsfest i min fars hus, han havde tilbudt at lave al maden selv og betale for det hele, en virkelig flot gestus.

Men sådan gik det til at jeg giftede mig med min soldat og ikke har fortrudt det siden…

I morgen skal vi så fejre vores Bronze-bryllupsdag, det føles ikke så slemt når man ”kun” er 31år.

I morgen skal vi så fejre 10 års bryllupsdag, det føles ikke så slemt når man ”kun” er 33år.

Mia, hende den gifte

Måske er der andre der har giftet sig af mere praktiske årsager eller overvejer at gøre det efter der er kommet børn til? Og jeg kunne også godt tænke mig at høre om hvorfor i ikke er gift hvis det er tilfældet?

 

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar