Del 1 – Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Da graviditets-testen viste to streger en tidligt februar morgen, stod tårerne ud, ikke på grund af lykke, men af bekymring. Børnene sov stadig. Dagen før havde jeg købt en graviditets-test og lagt i skabet på badeværelset og planen var, at jeg ville stå op før resten af familien og tage den næste morgen. 

Klokken var 6 om morgenen da jeg tog testen og lagde den ved siden af vasken, vaskede mit ansigt og skimtede lige ned, der var allerede to synlige streger! 

Blodet løb gennem kroppen og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte pludselig hamrede inde bag min brystkasse. 

I december var jeg stoppet med p-piller og jeg ventede på, at jeg kunne få sat en spiral op. 

Men da det blev start februar og der endnu ikke var sket noget i min cyklus, ville jeg faktisk bare tage en test for at kunne fortælle min læge, at den var negativ. Så da den viste et positivt svar blev jeg faktisk ret overrasket, for det var jeg slet ikke forberedt på. 

Jeg gik ind og vækkede min mand og fik ham ud på badeværelset. Jeg kunne næsten ikke få ordene ud gennem tårerne, jeg var så ked af det. 

Jeg viste ham testen og sagde, jeg var gravid. “Det løgn! Yes hvor fedt!”, var hans svar, mens jeg stadig hulkede.

Min virkelighed er den, at jeg under Viggos graviditet fik en depression, som ikke blev bedre efter fødslen, jeg havde forfærdelige tanker om at afslutte graviditeten samtidig med, at jeg glædede mig til at blive mor, dét er ikke noget man siger højt. Men der var ikke rigtig tid til at gøre noget ved det synes jeg, jeg fik et barn med et handikap der krævede mit overskud, en mand i krig og et kandidatstudie der også lige skulle ordnes.

Da jeg så blev gravid med Vega, fik jeg det endnu værre end med Viggo og var sygemeldt næsten fra første uge af graviditeten. Igen var graviditeten fyldt med dobbelte følelser, jeg kunne stå og kigge på pigetøj og glæde mig over, at skulle have en datter og det andet øjeblik ønskede jeg at hun ikke skulle blive født. De skamfulde tanker blev værre og værre med tiden mod termin.  

Da hun blev født, fik jeg en slem fødsels-depression, som jeg i halvandet år forsøgte at skjule for mine omgivelser, inklusiv min mand. 

Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke se hvordan der skulle være tid til, at jeg skulle være syg, på grund af min mands arbejdssituation på det tidspunkt. Hvem skulle tage sig af børnene hvis jeg ikke kunne? Hvad ville han sige til de tanker jeg gik med, ville nogen komme og tage mine børn fra mig hvis jeg var ærlig, for man må ikke have dårlige tanker om sine børn. Jeg skammede mig over det og var ikke i stand til at se, at det var sygdommen og ikke mig.

Det er utrolig hårdt, at lade som om, at man ikke er syg og en dag magtede jeg simpelthen ikke mere og jeg måtte indse, at det var uforsvarligt for børnene, at være (så meget) alene sammen med mig. Tvangstanker fyldte hele min dag og jeg kæmpede en umulig kamp om at holde facaden og være mor for mine to små børn. 

Da jeg endelig blev sygemeldt, gav jeg op og lod jeg mig falde så dybt som man kan – jeg åbnede for noget der ikke ville kunne lukkes igen, uden en behandling. 

Men selvom jeg burde være blevet indlagt, nægtede jeg stadig, for jeg kunne ikke få mig selv til at tage væk fra mine børn. 

Gravid med Viggo, Vega og Villum.

Set i retroperspektiv, ville det jo have været godt med en intensiv indsats i starten af min sygdom. Men det er svært at tage gode beslutninger for sig selv, når man er syg.

I 3 år har jeg været i behandling over forskellige perioder, for at nå dertil, hvor jeg var den dag hvor jeg stod på badeværelset med endnu en positiv graviditets-test. Jeg var nået til et liv hvor jeg var tilbage i en normal hverdag med arbejde og fri for symptomer. 

Så der stod jeg med koldsveden løbende ned af ryggen og angsten krybende, for i mit tilfælde (og rigtig mange andre kvinders), er en graviditets-test ikke kun den rene lykkerus. Frygten for nu at skulle tilbage til “square one”, var langt større end glæden ved at et nyt liv spirrede i min mave.

Læs med i del 2 hvor jeg fortæller om Villums graviditet og efterfødselsforløbet.