Del 2 -Hvorfor vi ikke skulle have flere børn – når to streger ikke giver glædestårer.

Del 1 kan du læse her.

Da graviditeten med Villum ikke var planlagt, vidste jeg heller ikke hvornår jeg var blevet gravid. 

Jeg bestilte samme dag en scanning for at få et hurtigt svar, for jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville gøre.

Lige så snart at scanningen gik igang, kom en meget tydelig lille blop frem med vinkende arme og ben og så var beslutningen taget. Selvom jeg godt var klar over, at det måske ikke var verdens bedste idé med flere børn, så kunne jeg aldrig afslutte en graviditet med noget der allerede lignede et barn. 

Jeg var i starten skræmt over at være gravid og var til ugentlige samtaler hos min læge for at holde øje med symptomer på depression, som jeg var sikker på ville komme. 

Der gik lidt tid, før vi fortalte de nærmeste om graviditeten. Jeg var flov over, at være blevet uplanlagt gravid, hvor vanvittigt det end må lyde. 

Derudover følte jeg, at det var uforsvarligt over for mine børn, at jeg nu ville risikere, at blive syg igen og det fyldte rigtig meget i starten. 

“Særligt sårbar gravid”

I lægeligt regi blev jeg blev tilknyttet gruppen “særlig sårbare gravide”, som giver lidt flere jordemodersamtaler med en erfaren jordemoder indenfor det psykiske spektrum, men derudover er det ikke anderledes end for andre gravide. 

Jeg ønskede en forebyggende behandling og blev indkaldt til en psykolog, som måtte meddele mig, at der ikke fandtes forebyggende behandling for gravide der før havde haft fødselsdepressioner og fordi jeg ikke havde depressive symptomer, kunne de ikke henvise mig videre. 

Det er noget jeg har nævnt til alle jordemødre og fødselslæger på min vej, for det er en stor fejl i min optik! Hvorfor skal man være syg før man kan få hjælp? Jeg kunne have haft god hjælp ved eksempelvis at have været i en gruppe med andre sårbare gravide, det er nemlig rigtig rart at vide, at man ikke er alene.

Det gjorde til gengæld også, at jeg virkelig hankede op i mig selv. 

Jeg ville for alt i verden ikke blive syg igen! 

Samtalen med jordemoderen

Den første jordemodersamtale gjorde en forskel for mig.

Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg jo havde været igennem en kæmpe udvikling og været i behandling i 3 år. Jeg var et helt andet sted end ved mine to første graviditeter, det behøvede slet ikke være tilfældet, at jeg fik en fødselsdepression igen. 

Den tanke holdt jeg fast i. Før havde jeg kørt rundt i den negative spiral og sagt til mig selv, “nu er jeg gravid, ergo bliver jeg syg”. 

Men det krævede, at jeg fik den vendt, jeg behøvede jo ikke at blive syg! 

Det er jo lettere sagt end gjort og kun fordi jeg havde et langt behandlingsforløb bag mig, kunne jeg hive fat i de mange værktøjer jeg havde lært. 

Denne gang kendte jeg symptomerne på forhånd. Til forskel fra Viggos og Vegas graviditeter, var jeg også ærlig omkring min psyke og det har gjort en forskel, ikke at lægge skjul på nogle følelser. 

Det hele blev jo lidt udfordret af en svær graviditet i de sidste måneder, jeg havde polyhydramnios og kunne på grund af den ekstra store graviditet næsten ikke gå, ligge eller sidde. Men psyken den holdt…liiige indtil fødslen (som du kan læse del 1 af her og del 2 her). 

Efterfødselstiden – at rejse sig efter et akut kejsersnit

Mandag formiddag, efter fødslen om søndagen, stod to læger på min stue. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke sovet siden natten til søndag og var (blandt andet) meget smerteplaget. Jeg sagde ærligt hvordan jeg havde det, ad helvedes til (!) og de kendte tydeligvis min baghistorie. 

I løbet af en halv time var jeg rykket til et andet rum, en enestue og der kom en og sad hos mig, så jeg på intet tidspunkt var alene. 

Selvom jeg godt selv vidste jeg ikke var selvmordstruet eller ville gøre Villum noget, var det rigtig rart, for så behøvede jeg ikke bekymre mig og det var fantastisk at mærke hvordan de tog situationen og mig seriøst. 

Nej tak til amning

Der blev ret hurtigt taget en beslutning om, at jeg ikke skulle amme, selvfølgelig var beslutningen i sidste ende min, men det fungerede ikke med Viggo eller Vega og jeg fik en snak med en jordemoder om hvordan en kamp med netop amning kan være ekstra belastende for “en som mig”, med stor risiko for depressioner. 

Så for Villum og min skyld valgte jeg det fra fra starten af. Jeg skulle ikke presses yderligere.

Det ét af mange bevidste valg jeg tager for mig selv, fordi jeg ved, at jeg ikke kan håndtere store belastninger særlig godt i længere tid. 

Lige med hensyn til at vælge amning fra, viste det sig også ret gavnligt, for jeg kunne ikke rigtig holde ham den første lange tid, fordi det gjorde ondt og jeg var stort set sengeliggende de første 3 uger, hvilket også gjorde, at min mand ikke kunne tage tilbage på arbejde efter de 14 dages fædreorlov. Min mand blev simpelthen Villums primære dag og nat. 

“Tilpasnings reaktion”

Tro ikke, at det ikke har kostet virkelig mange tårer, men der kom ikke i nærheden af de tanker som har kredset om mig før. Min psykolog kalder min tilstand for en “tilpasnings reaktion” efter fødslen. Alle i mit sted ville have syntes det var hårdt efter det forløb og det er helt okay og ikke nogen depression. 

Så selvom tårerne var mange den februar morgen, og jeg faktisk havde god grund til at mærke angstens kolde sved, blev min tredje graviditet den letteste psykisk, men hårdeste i fysisk forstand.

Tak fordi du er min nu Villum.

PS: vi skal IKKE have flere børn! Jeg er også blevet anbefalet ikke at blive gravid igen før om 2 år pga. kejsersnittet, og så er jeg sgu for gammel alligevel:-) 

Vega spurgte mig i dag, “vi skal ikke have flere babyer, vel?”. 

Jeg svarede, “nej, det skal vi ikke.” “Hvorfor spørger du, vil du ikke have flere babyer derhjemme?” 

Vega svarer så, “Nej, for så kommer jeg til at savne dig. For så skal du lang tid på hospitalet”. 

Og det er en rigtig god grund, mor skal have det godt og være derhjemme. Ikke mere hospital. 

___________________________________________________________________

Har du gentagende negative tanker om din graviditet eller om dit barn, så tøv ikke med at tage kontakt til din læge eller få en til at gøre det for dig. 

Det er helt normalt, mere end 6% af kvinder får fødselsdepressioner og det tal er kun ud fra dem som henvender sig, det er en sygdom og ikke dig der er noget galt med. 

Skriv et svar